Da åen blev lagt i tunnel: Flaskehalsen ved Bromølle

Store Åmose er et landskab med meget lidt fald. På strækningen fra Undløse Bro mod Bromølle falder landskabet ifølge den historiske beskrivelse kun omkring to meter over cirka 30 kilometer. Ved Bromølle tager åen et brat knæk og et fald, før vandet fortsætter mod Lille Åmose og Tissø.

I skoven var åløbet smalt, med stejle brinker af plastisk ler. Det er jord, som kan give sig og skride ud, når forholdene ændrer sig. Skred havde igen og igen besværliggjort forsøget på at få mere vand gennem passagen. Man kunne grave grøfter og uddybe åen længere oppe, men det hjalp ikke meget, hvis vandets vej her blev klemt sammen.

Set fra datidens landvindingsprojekt var Bromølle en akilleshæl. Set med naturens briller var det en del af landskabets modstand mod hurtig afvanding. En smal passage begrænser, hvor meget vand der kan løbe videre på én gang. I den flade mose opstrøms kunne vandet brede sig og blive tilbage, frem for straks at fortsætte ned gennem systemet.

Det er den naturlige forsinkelse, som gør historien interessant i dag. Ikke som en romantisk forestilling om et landskab uden oversvømmelser, men som et landskab, hvor oversvømmelsen også havde et sted at være: på våde enge og i mosens lavninger.

Åmosen var allerede blevet uddybet og reguleret i 1927–1932. Efter krigens intensive tørvegravning lå mange arealer endnu lavere, og ønsket om yderligere afvanding voksede. I 1954 foreslog Hedeselskabets ingeniører derfor en mere håndfast løsning ved Bromølle: En tunnel i det oprindelige åløb, som kunne holde de ustabile brinker ude og sikre vandet fri vej.

Før betonen var her altså en å under åben himmel, tæt forbi kroen og videre ind i skoven mellem stejle lerbrinker. Tunnelen blev lagt i det daværende åløb — ikke som en genvej uden om en stor, glemt slyngning. Den afgørende forandring var, at et åbent og ustabilt vandløb blev gjort til en fast passage. Åens midlertidige løb ved siden af byggepladsen hører til anlægsarbejdet, ikke til dens oprindelige naturhistorie.

Det var ikke alle, der klappede. En lokal lodsejer kaldte det ligefrem »vandalisme« at lade åen gå gennem sådan et bygværk, fordi det smukke skovparti ville forsvinde. Den indvending siger noget vigtigt: Naturens tab var ikke usynligt for samtiden. Det blev set og sagt. Men hensynet til afvandingen og den fremtidige landbrugsjord vejede tungere.

Anlægsarbejdet begyndte i sommeren 1957. Åen blev midlertidigt ledt uden om byggegruben, mens tunnelen blev anlagt. Ler og regn gjorde arbejdet langt mere besværligt, end tegningerne havde lovet. Brinker skred sammen, maskiner stod stille, og vandstanden ændrede sig fra dag til dag.

I juni 1962 var det samlede afvandingsprojekt gennemført. Tunnelen var en del af en større ombygning med uddybning, kanaler, sikring af brinker og dræning af arealerne inde på markerne. Betonpassagen ved Bromølle sikrede afløbet gennem det sted, der tidligere havde været så vanskeligt at kontrollere. Mosen havde fået en mere effektiv vej ud.

Det er næsten lige så opsigtsvækkende som selve tunnelen: Ombygningen af landskabet var også beskæftigelsespolitik. Landvindingsloven fra 1940 skulle både skabe landbrugsjord og modvirke arbejdsløshed. Derfor var håndkraft ikke bare en gammeldags metode. Den var en del af formålet.

I kontrakten for Åmose-projektet stod det som et krav, at arbejderne skulle anvises af den offentlige arbejdsanvisning. De blev ved med at være registreret som arbejdssøgende, mens de arbejdede, og kunne straks kaldes væk, hvis landbrug, industri, boligbyggeri eller andre private erhverv havde brug for dem. Tunnelarbejdet krævede blandt andet lokale arbejdsmænd, som også arbejdede i landbruget og var væk under høhøst og roeoptagning.

Så ja: Arbejdsløse kunne få anvist arbejde med at dræne jord og ændre vandløb. Det var ikke en automatisk skæbne for enhver arbejdsløs i halvtredserne, men et konkret system, hvor offentligt støttede jordarbejder fungerede som en reserve af beskæftigelse. Landskabet blev forandret, mens samfundet sørgede for, at folk havde noget at lave.

Og historien har en næsten absurd drejning. Mens arbejdet stod på, begyndte industrien at mangle hænder. I 1960 drøftede arbejdsanvisningskontorerne i Slagelse og Holbæk og entreprenøren, om Åmose-arbejdet burde standses helt eller begrænses — blandt andet fordi olieraffinaderiet ved Kalundborg havde brug for arbejdskraften. Fremtiden var ved at skifte adresse fra marken til fabrikken, men afvandingsprojektet fortsatte.

I dag har tunnelen fået endnu et liv. Den leder stadig vandet ud af Åmosen, men mørket er også blevet et sted, hvor flagermus opholder sig, og hvor mennesker får en ganske usædvanlig naturoplevelse.

Der har gennem årene været arrangeret guidede ture, hvor deltagerne i waders går gennem tunnelen med åen under fødderne. Man går ind i det, der engang skulle gøre naturen nemmere at styre, og møder vandets kræfter, mørket og en ny natur inde i bygværket. Det er svært at forestille sig en mere håndgribelig måde at opleve afvandingens historie på.

Tunnelen er ikke en almindelig vandresti. En tur hører til med en arrangør, der vurderer vandføring, sikkerhed og hensynet til flagermusene. Se efter annoncerede ture hos Naturpark Åmosen og DN Kalundborg; gamle omtaler er ikke en aktuel billetkalender.

Bromølle er et oplagt sted at begynde en samtale om genopretning. Ikke fordi svaret nødvendigvis er at fjerne tunnelen, men fordi stedet viser, hvor målrettet vi engang arbejdede på at fjerne landskabets forsinkelse. Det, der dengang blev betragtet som en fejl, kan i dag være en del af det, vi savner.

En vådere Åmose med plads til vand på udvalgte arealer kunne give mere plads til sump, eng og vandløbsliv. Hvor vand igen får lov til at brede sig, kan landskabet tilbageholde en del af afstrømningen. Vådlægning af tørvejord kan samtidig mindske nedbrydningen af tørven, og velplacerede vådområder kan bidrage til at fjerne kvælstof. Den gamle afvandingshistorie åbner dermed en dør til både natur, klima og vandmiljø.

Men et nyt projekt ved Bromølle skal begynde med hele vandets vej, ikke med en prop i tunnelen. Hvor skal vandet stå? Hvilke arealer kan tåle det? Hvordan påvirkes naboer, veje, skoven, fiskepassagen og flagermusene? Den ustabile lerjord er heller ikke forsvundet, fordi vores syn på naturen har ændret sig.

Det interessante er derfor en samlet undersøgelse af vandtilbageholdelse i Åmosen og forbindelsen gennem Bromølle — med lodsejere, natur og kulturhistorie tænkt sammen. Vi kan ikke ud fra tunnelens historie beregne, hvor meget det ville dæmpe en høj vandføring længere nede. Men vi kan stille spørgsmålet. Tissø ligger mellem Åmosen og Nedre Halleby Å, og også søens opmagasinering og regulering er en del af svaret.

Der er noget tankevækkende i, at samfundet for få generationer siden satte mennesker til at gøre mosen tør. I dag kunne en lige så målrettet indsats handle om at give vandet plads igen. Ikke for at skrue tiden tilbage, men for at vælge en anden fremtid for det samme landskab.