Et landskab, der kunne få livet tilbage
Mellem Store og Lille Åmose ligger et landskab, hvor skov, enge, gamle marker og vandløb kunne hænge sammen på en anden måde. Ikke som en række produktionsflader, der hver især skal holdes i orden, men som et levende mosaiklandskab, der hele tiden forandrer sig. En lysning her. Et krat dér. Våde lavninger og trampede stier, hvor store dyr bevæger sig gennem vegetationen.
Det er grundideen i Kattrup Vildnis: at omlægge dele af godsets landbrugs- og skovdrift og give de naturlige processer mere plads. Helårsgræssende dyr skal være med til at skabe variationen. Vandet skal igen kunne præge landskabet. Og mennesker skal have mulighed for at opleve en natur, der ikke først og fremmest er indrettet efter maskiner.
Visionen blev offentliggjort i maj 2021. I 2022 begyndte arbejdet med myndighedsgodkendelser og undersøgelser af naturens udgangspunkt. Vi er altså ikke længere i den første begejstrede sæson efter en god idé. Der er gået fire år siden myndighedsarbejdet begyndte.
Fire år er lang tid at vente på de første dyr
Her i oktober 2026 er der stadig ingen hegn og ingen store græssere på arealerne. Det private initiativ står klar med finansiering, men dyrene er endnu ikke kommet ud i landskabet. Afstanden mellem plan og virkelighed er til at få øje på.
Det er svært ikke at blive utålmodig. Når private vil bruge jord og penge på mere natur, bør kommunen være en aktiv medspiller. Ikke ved at springe reglerne over, men ved at samle trådene, afklare kravene og hjælpe et projekt frem til en afgørelse. En ansøgning bliver ikke bedre alene af at ligge længe.
Kalundborg Kommune bør kunne give et forståeligt svar på tre spørgsmål: Hvad mangler der? Hvem har ansvaret for næste skridt? Og hvornår kan det tages? Det er ikke et urimeligt krav til en kommune, der både kan få rigere natur og nye oplevelser ud af et privat initiativ.
Når åen bliver en streg, dyrene ikke må krydse
Ventetiden handler ikke kun om kalenderen. Den oprindelige vision er også blevet mindre sammenhængende. I december 2024 fortalte projektets initiativtager, at regler om Halleby Å og offentlige veje havde været med til at tvinge planen fra ét stort område over i flere mindre indhegninger. Elge og bisoner blev taget ud af den reviderede plan.
Projektets egen beskrivelse taler nu om godt 800 hektar fordelt på separate områder, med et største område på omkring 250 hektar. Offentlige veje skal ikke indgå, og færiste er taget ud af projektet. Det er ikke bare en mindre teknisk ændring. Når dyrene ikke kan bevæge sig på tværs af vejene, bliver den sammenhængende natur delt op i mindre rum.
Men det større spørgsmål står tilbage. Vi taler meget om at skabe sammenhængende natur. Her møder en konkret vision et regelsæt, hvor et vandløb, en vej og en skov kan udløse hver deres stopklods. Naturen hænger sammen på tværs af de streger, som sagsbehandlingen arbejder indenfor.
Der skal naturligvis tages hensyn til åens bredder, naboer, færdsel og dyrevelfærd. Kritikken er ikke, at hensynene findes. Den er, at vi må kunne håndtere dem mere målrettet. Kommunen kan ikke ændre alle nationale regler, men den kan tage ansvar for koordinering, fremdrift og tydelige afgørelser.
Kommunens håndtering af veje og passager fortjener derfor et kritisk blik. Når løsningen ender med at være færre forbindelser og flere opdelinger, er det svært at få øje på en myndighed, der byder visionen velkommen. Begrænsningerne kommer til at tegne projektet, før naturen får lov til at gøre det.
Hvad er det egentlig, vi risikerer?
Hvad er risikoen ved at lade et fuldt finansieret naturprojekt komme i gang? Det spørgsmål burde stå lige så tydeligt på dagsordenen som alle de enkelte indvendinger. Ikke som en påstand om, at store dyr er ufarlige, men som et krav om proportioner: Hvilken konkret risiko skal håndteres, og kan den løses uden at skære selve idéen i stykker?
Trafiksikkerhed, adgang og dyrevelfærd er reelle opgaver. De kalder på gennemtænkte passager, tydelige rammer og ordentligt tilsyn. Men de bør være begyndelsen på en løsning, ikke slutningen på ambitionen. Erfaringerne fra andre naturprojekter giver noget at arbejde med; vi behøver ikke behandle hvert nyt initiativ, som om store græssere aldrig før har delt et landskab med mennesker.
Og hvad risikerer vi ved at vente? Endnu flere år, hvor lysningerne ikke bliver skabt, engene ikke får nye bid og tramp, og de naturlige processer forbliver en hensigtserklæring. Status quo er også et valg. Kommunen bør kunne forklare, hvorfor netop dét valg skulle være bedre for naturen og lokalsamfundet.
De store dyr er mere end noget at kigge på
En ko og en hest læser ikke landskabet ens. De vælger forskellige planter, græsser i forskellige højder og bevæger sig forskelligt gennem området. Deres bid, tramp og efterladenskaber skaber små forskelle, som kan blive store muligheder for andre organismer. En bar plet jord kan blive et spiringssted. En kokasse et helt lille samfund af insekter.
Fra Molslaboratoriet og beslægtede forskningsmiljøer har vi efterhånden mere end smukke fortællinger. Et studie fra 2023 finder støtte for, at græsning med fritgående kvæg og heste kan fremme artsrigdom og en mere særpræget plantesammensætning i græsland. Andre undersøgelser følger de forskellige dyrs fødevalg og livet knyttet til deres gødning.
Det er netop variationen, der er interessant. Ikke bare flere dyr på en mark, men flere slags levesteder i det samme landskab. Kattrup skal udvikle sin egen natur, ikke kopiere Mols. Dyretryk, tilsyn og fødegrundlag gennem vinteren skal følge med. God dyrevelfærd er en del af god naturforvaltning — ikke dens modsætning.
Exmoor-ponyer på Molslaboratoriet. Flokken bevæger sig gennem en mosaik af græsland, krat og skov — og er selv med til at forme den.
Knepp viser, at vild natur også kan være et sted at rejse hen
I Sussex er Knepp blevet et rejsemål. Mennesker kommer for at gå i et landskab, lytte til fuglene og opleve de dyr og naturlige processer, som har fået plads igen. Guidede ture, camping og overnatning har gjort naturgenopretningen til mere end et biologisk projekt. Den er også blevet en del af en lokal økonomi.
En casebeskrivelse fra Rewilding Britain, offentliggjort i oktober 2021, angiver omkring 800.000 pund i årlig omsætning fra Knepps naturturisme. Det er et historisk tal for Knepps egen virksomhed, ikke et regnestykke for Kalundborg. Men det gør én ting konkret: Der findes mennesker, som vil bruge både tid og penge på at opleve vildere natur.
Kattrup peger selv på Knepp som inspiration. Herhjemme kunne besøget indgå i en større fortælling om Naturpark Åmosen: en vandretur, en naturoplevelse, et måltid og måske en overnatning. Det er en mulighed for godset, men også for de steder omkring det, som gæsterne møder. Kalundborg har grund til at interessere sig for den mulighed.
Engelsk langhornskvæg i Knepp Park, fotograferet i 2004. Store græssere er en del af det landskab, som siden har gjort Knepp kendt langt uden for Sussex.
Foto: Patrick Roper / Geograph / Wikimedia Commons · CC BY-SA 2.0
Opbakning skal kunne mærkes uden for mødelokalet
Naturens udvikling tager tid. En eng bliver ikke artsrig på én sommer, og en tidligere produktionsskov bliver ikke et vildnis på én vinter. Netop derfor er det ærgerligt, hvis unødig ventetid bliver lagt oven i den tid, naturen selv har brug for.
Når et privat initiativ står klar med ambitioner og finansiering, er det mindste, vi kan forvente, et offentligt system, der arbejder aktivt for at finde en forsvarlig vej frem. Ikke et automatisk ja. Men heller ikke en uigennemskuelig venteposition.
Kattrup kunne blive et sted, hvor Åmosens fortælling fortsætter: fra udnyttet landskab til et landskab med mere liv og flere oplevelser. Vi synes, Kalundborg Kommune skal bakke op om den retning med konkret fremdrift. De store dyr kan ikke skabe lysninger, mens de kun findes på papiret.