Mosen, der sank: Da Åmosen skulle blive til landbrugsjord

Landskabet har skiftet form gennem årtusinder. Efter istiden lå der søer i lavningerne. Langsomt voksede vegetation frem langs bredderne, planter døde, og organisk materiale samlede sig. Åbent vand blev nogle steder til sump og siden til tørvedannende mose. Søbredder flyttede sig. Det, der engang havde været en plads ved vandet, kunne efterhånden blive dækket af våde aflejringer.

Det er vigtigt at skelne mellem stenalderens sølandskab og Åmosen lige før de store afvandinger i det 20. århundrede. Der ligger tusinder af års natur- og kulturhistorie imellem. Der findes ikke ét enkelt »før«, som vi kan skrue landskabet tilbage til.

Vandet gjorde samtidig mosen til et usædvanligt arkiv. I vandmættede, iltfattige lag kan træ, knogler og andre organiske spor overleve, hvor de for længst ville være forsvundet i en tør mark. Mange fund kom frem under tørvegravning. Derfor skyldes rigdommen af fund både menneskers brug af området og den særlige bevaring: Mosen gemte det, som andre landskaber mistede.

Når vandstanden sænkes, bliver arkivet åbnet på den farlige måde. Ilt når ned til lagene, og det organiske materiale begynder at blive nedbrudt. At holde tørven våd handler derfor ikke kun om natur og klima. Det handler også om at bevare spor af de mennesker, der levede her længe før os.

Også før de store afvandinger blev Åmosen brugt. Der var enge til græsning og høslæt, tørvegrave, jagt og dyrkning på egnede arealer. De omkringliggende landsbyer havde deres egne forbindelser til mosen. Nogle steder var våde og vanskelige; andre indgik i hverdagsliv og økonomi. Kulturlandskab og natur var flettet ind i hinanden.

Det kan også ses i den nyere tekniske forundersøgelse for Verup-Sandlyng Mose. Dens gennemgang af gamle målebordsblade beskriver et område domineret af eng og tørvemose, med drænkanaler og spor af tørvegravning — men også et større markfelt i den midterste del. Luftfotos fra 1954 viser yderligere opdyrkning og dræning. Det er et udsnit af Store Åmose, ikke et kort over hele mosens fortid, men billedet er tydeligt: Forandringen var allerede i gang, før gravemaskinerne for alvor tog fat.

Den første store afvanding i 1927–1932 sigtede i høj grad mod bedre græsning og høslæt. Drømmen om kornmarker kom oveni. Åen blev uddybet og rettet ud, så vandet hurtigere kunne komme videre mod Tissø. Hvor vandet tidligere havde bredt sig og ventet, skulle det nu holde sig i sit løb og forlade området.

Det var ikke bare en ændring af en å. Det var et skifte i, hvad man mente, landskabet skulle være: fra et sted, hvor mennesker udnyttede en våd natur, til et sted, hvor naturen skulle tilpasses et mere ensartet landbrug.

Afvandingen gjorde det, den var bygget til: Den sænkede vandstanden. Men mosejord er ikke en almindelig mineraljord, der bliver liggende uforandret, når man fjerner vandet. Tørv består af ophobet plantemateriale. Når den drænes, kan den sætte sig, og når ilten kommer til, bliver det organiske materiale nedbrudt. Det faste underlag, man håbede at skabe, er dermed også et underlag, der kan forsvinde.

Nina Toudal Jessens historiske gennemgang fortæller, at mosen efter den første store afvanding var sunket omkring 30 centimeter på syv år. Under Anden Verdenskrig fulgte en intensiv tørveindvinding. Her blev selve materialet fjernet, og mange arealer blev sænket yderligere med omkring én til to og en halv meter.

Resultatet var næsten en karikatur af fremskridtet: Nogle marker endte under de kanaler, som skulle føre vandet væk fra dem. Åen lå højere end de omgivende arealer, og oversvømmelserne vendte tilbage. Man havde gjort mosen tør — og samtidig været med til at gøre det vanskeligere at holde den tør.

Svaret blev en ny afvanding. Mere uddybning, bedre afløb og betonpassagen ved Bromølle, hvor den smalle å gennem skoven blev lagt i tunnel. Anlægsarbejdet begyndte i 1957, og det samlede afvandingsprojekt var gennemført i juni 1962. Vandets vej blev endnu mere effektiv. Men det grundlæggende paradoks blev ikke gravet væk: En drænet tørvejord kan blive ved med at miste det, den er lavet af.

Det er fristende at fortælle historien som en tid, hvor alle troede på dræning, og ingen bekymrede sig om naturen. Men sådan var det ikke. Der var lodsejere, som ønskede bedre afvanding, og andre, som tvivlede på regnestykket. Udgifterne, lånebetalingen, jagten og landskabets udseende fyldte i diskussionerne.

Ved den første store afvanding skulle lodsejerne betale gennem kredit fra amtet og forrente lånene. Ved det senere projekt var modellen statsstøtte kombineret med lodsejerbetaling over et 30-årigt lån. Bedre jord var et løfte; regningen var mere håndgribelig. Man kunne godt ønske bedre forhold på sin eng uden at være overbevist om, at et stort fælles projekt ville tjene sig hjem.

Også tabet af natur blev set i samtiden. Ved Bromølle protesterede en lokal godsejer mod tunnelen og kaldte det »vandalisme«, fordi det smukke skovparti ville forsvinde. Kritikken kom altså ikke først, da vi mange år senere lærte at sige biodiversitet. Nogle mennesker stod allerede dengang og så et landskab, de ikke ønskede at miste.

Historien rummer både opbakning og modstand. Netop derfor er den mere interessant end fortællingen om fremskridtets blinde march: Flere fremtider var mulige, og mennesker var uenige om, hvilken de skulle vælge.

Svaret afhænger af, hvad vi mener med »god«. Tørvejord kan indeholde meget organisk materiale. Men en jord er ikke en god mark alene, fordi den rummer næring. Vandstanden, bæreevnen, oversvømmelserne og muligheden for at komme frem med maskiner er mindst lige så afgørende. En eng kan være nyttig til græsning, selv om den er besværlig som kornmark.

Allerede i forundersøgelserne i 1922 blev der skelnet mellem forskellige arealer: Lavmosejorder kunne efter planen dyrkes bedre ved sænket vandstand, mens højmose og arealer, hvor der var gravet tørv, ikke forventedes at kunne opdyrkes på samme måde. Mosen var aldrig én ensartet jordtype.

Og efter den senere afvanding udeblev det enkle eventyr om en ny frugtbar landbrugsflade. I 1966 skrev Holbæk Amts Venstreblad, at der stadig var mange problemer med at få mosejorden til at give et nogenlunde udbytte, og at kun en lille del af Åmosen blev dyrket. Det er en historisk beskrivelse, ikke en bedømmelse af alle nutidens marker. Men den viser, at tvivlen om dyrkningsværdien ikke er noget, vi har fundet på bagefter.

I dag ligger både dyrkede arealer, græs, skov og natur i Åmosen. Nogle marker kan være velfungerende; andre kan være kostbare at holde tørre. Det relevante spørgsmål er derfor ikke, om hele mosen er »dårlig jord«, men hvor landbrugsudbyttet står mål med arbejdet, udledningerne og de andre værdier, som den samme jord kan rumme.

Under fødderne ligger et lager af kulstof, opbygget af planter gennem lang tid. I den våde mose går nedbrydningen langsomt, og noget af plantematerialet bliver til tørv. Når tørven drænes og udsættes for ilt, bliver mere af det lagrede kulstof omsat og kan ende i atmosfæren som CO₂. En mark på tørvejord kan derfor bruge af selve jordens opsparing, år efter år.

Vådlægning kan bremse den proces. Det er ikke det samme som, at enhver våd mose straks bliver en klimamaskine uden udledninger — blandt andet kan metan spille ind — men det er en vigtig grund til, at kulstofrige lavbundsjorder fylder i nutidens klimapolitik. Hvor landvindingen så et areal, der endnu ikke gav nok afkast, ser vi nu også et kulstoflager, som det kan være værd at beskytte.

Naturværdien er lige så konkret. Åmosens rester af højmose, kær og våde levesteder er ikke bare grønne mellemrum mellem markerne. De giver plads til liv, som ikke finder meget plads i et drænet og ensartet landskab. I Verup-Sandlyng-undersøgelsen blev blandt andet stor vandsalamander og spidssnudet frø fundet ved besigtigelserne i 2025.

Genopretningen begynder heller ikke fra nul. LIFE-projektet i Verup og Sandlyng har allerede arbejdet med at holde vand tilbage og beskytte højmoserester. En teknisk forundersøgelse fra september 2026 beskriver desuden et større klima-lavbundsforslag med sløjfning af interne dræn og grøfter og ændringer af udvalgte vandløb. Det er forskellige indsatser med hver deres område og historie — de eksisterende tiltag skal ikke forveksles med, at det nye forslag er gennemført.

Måske er vandet den mest oversete værdi. Dræn og lige grøfter er bygget til at sende det videre. En vådere ådal med plads til oversvømmelse på udvalgte arealer kan i stedet holde en del af vandet tilbage og forsinke dets vej. Regnen behøver ikke straks at blive til en bølge længere nede i systemet.

Her opstår et spændende spørgsmål for hele Halleby Å: Kan en genoprettet Åmose gøre afstrømningen mere jævn end det hurtigt afvandede landskab gør i dag? Ikke levere en konstant mængde vand hver dag året rundt, men tage noget af farten af de våde perioder og lade vandets videre rejse strække sig over længere tid.

Hvis det kan lade sig gøre, bliver forbindelsen til Tissø og industrien i Kalundborg interessant. Søen skal både rumme natur, føre vand videre og levere råvand til produktion. En langsommere afstrømning opstrøms kunne være en del af samtalen om en mere robust vandbalance — sammen med industriens vandforbrug, genbrug og søens regulering.

Det er en hypotese, ikke et løfte om erstatningsvand til fabrikkerne. En våd mose er ikke en tank med en hane: Er jorden allerede mættet, er der mindre plads til ny regn, og i tørre perioder bruger planter og fordampning også vand. Effekten afhænger af forbindelsen mellem mose, grundvand og å, og af hvad der sker ved Bromølle og i Tissø. Netop derfor er det værd at undersøge vandets samlede vej frem for kun at spørge, hvordan vi får det hurtigst muligt væk.

Åmosens historie begyndte ikke med dræning og behøver ikke ende med den. Stenalderens mennesker så et sted at leve. Tørvegraverne så brændsel. Landvindingen så kommende marker. Vi kan se alle de lag på én gang — og måske vælge en fremtid, hvor vand, natur, kulturarv og produktion får lov til at hænge bedre sammen.