Søen, der holder fabrikkerne i gang

Ude i Tissø, godt 250 meter fra vestbredden, falder bunden pludselig fra en meter til over ti meters dybde. Her, otte meter nede i det mørke søvand, ligger tre indtag. Fra dem suges vandet gennem riste og filtre, og pumper sender det af sted ved 8 bars tryk i en 15 kilometer lang ledning mod Kalundborg.

Det har man gjort siden begyndelsen af 1960’erne. I dag ender vandet på et moderne overfladevandværk på havnen, hvor alger, muslingelarver og fosfor fjernes, før det bliver til proces- og kølevand i nogle af landets største fabrikker.

Kalundborg er en lille by med et kæmpe vandforbrug. Industrien med Novo Nordisk i spidsen vokser så hurtigt, at byen om få år kan få brug for lige så meget vand som Aarhus — en by med syv gange så mange indbyggere. Skulle alt det vand pumpes op som grundvand, ville det tære hårdt på de reserver, vi drikker af.

Derfor er Tissø en klog brik. Søen er landets fjerde- til sjettestørste, og den fyldes konstant op af Øvre Halleby Å og Åmosens store opland. Søvand behøver ikke drikkevandskvalitet til køletårne og kedler, og hver kubikmeter fra søen er en kubikmeter grundvand, der bliver i jorden.

Kalundborg Symbiose har gjort tankegangen til et varemærke. Her bliver én virksomheds restprodukt en andens råvare: damp, varme, gips, biomasse — og vand. Da Asnæsværket gik fra kul til flis, opstod der kondensvand fra røggassen. I stedet for at ryge i kloakken renses det og sendes til raffinaderiet, hvor det dækker omkring en tredjedel af behovet for kedelvand. Vand, der ellers ville være hentet i Tissø.

Få kommuner har satset så entydigt på tung produktion som Kalundborg. Medicin, enzymer, energi og raffinering giver arbejdspladser, skatteindtægter og en by i vækst. Vandet fra Tissø er en del af det fundament, som ikke står i nogen årsrapport.

I 2021 gav byrådet med stort flertal tilladelse til, at der de næste 30 år må hentes op til 6,7 millioner kubikmeter om året fra søen — op fra 5 millioner. Begrundelsen var enkel: Flere store virksomheder har brug for mere vand.

For at vandet skal være der, når fabrikkerne har brug for det, holdes Tissø tilbage. Ved søens udløb i Nedre Halleby Å står stemmeværket med en automatisk port, styret af to vandstandsmålere i søen. Hver sjette time sammenlignes vandstanden med en række sigtepunkter over året, og porten hæves eller sænkes seks centimeter ad gangen.

Det nuværende anlæg blev bygget om i 2002, samtidig med at indvindingen blev øget. Ved siden af porten ligger et omløbsstryg, så fisk kan passere. Men princippet er det samme som for hundrede år siden: Det er mennesker, ikke nedbør og årstider, der bestemmer, hvor meget vand der slipper ud i åen.

Det er her, fortællingen får sin skarpe kant. Vandet, der suges ud af Tissø, kommer aldrig tilbage til Nedre Halleby Å. Det bruges i fabrikkerne, fordamper i køletårne eller bliver til spildevand.

Spildevandet fra Novo Nordisk og Novonesis forrenses på virksomhedernes eget anlæg og løber derefter til Kalundborg Centralrenseanlæg, hvor det udgør godt 60 procent af tilløbet. Herfra ledes det rensede vand gennem en havledning ud i Jammerland Bugt — samme bugt, som Halleby Å munder ud i ved Flasken.

Vandet tager altså en genvej. I stedet for at løbe gennem 20 kilometer å, enge og delta, rejser det gennem rør, fabrikker og renseanlæg og når havet et andet sted. Bugten får sit vand. Det gør åen ikke.

En typisk indvinding på 100–120 liter i sekundet lyder ikke af meget i en så stor sø. Kommunen regner med, at det sænker vandstanden under en millimeter i døgnet. Men i en tør sensommer er det netop de liter, der mangler nedstrøms. Miljøstyrelsens målestok for Nedre Halleby Å er, at der hele tiden bør løbe mindst 308 liter i sekundet. Da tilladelsen blev givet, stemte flere byrådsmedlemmer nej med netop den begrundelse.

Nedre Halleby Å er i dag i dårlig økologisk tilstand, og Tissø i ringe. Mindre vand betyder langsommere strøm, varmere vand, mindre ilt og ringere forhold for havørred, odder og pigsmerling — de arter, Natura 2000-området skal beskytte. Det betyder også mindre kraft til at holde Flaskens delta åbent.

I 2023 underkendte Miljø- og Fødevareklagenævnet den 30-årige tilladelse. Kommunen havde ikke godtgjort, at indvindingen sammen med opstemningen ikke forringer søen og åen, og der var givet lov til mere vand, end der konkret var brug for. Sagen skal behandles forfra.

Tissøvandet er ikke skurken i fortællingen. Det er et klogere valg end at pumpe grundvandet tomt. Men det er ikke gratis, og regningen betales af åen nedenfor stemmeværket.

Svaret ligger måske i den tankegang, Kalundborg selv har gjort berømt: at bruge vandet flere gange. Renset spildevand kan opgraderes til procesvand, og havvand kan afsaltes. Hver kubikmeter, industrien genbruger, er en kubikmeter, Nedre Halleby Å kan få lov at beholde. En produktionskommune, der vil blive ved med at vokse, må også give sin å plads til at løbe.