Søen, der aldrig fik lov at komme sig

Når vi taler om et presset vandmiljø, peger samtalen ofte hurtigt mod markerne. Gødning, dræn og kvælstof. Det er en vigtig del af historien om Halleby Å og havet udenfor. Men ved Skarresø er der en anden hovedperson: Jyderups gamle spildevand.

Frem til 1972 blev urenset spildevand fra byen ledt ud i søen. Det, mennesker skyllede væk fra deres hverdag, forsvandt ikke. Det kom bare et andet sted hen. Organisk materiale og næringsstoffer blev en del af søens vand og bund, og især fosforen efterlod en langvarig arv.

Da udledningen ophørte, blev forholdene i første omgang bedre. Men søen blev ikke ved med at komme sig, som man kunne have håbet. Næringsstofferne var allerede kommet ind i systemet. En del var blevet lagret i sedimentet, og dermed var problemet ikke længere kun det vand, der strømmede ind. Det lå også under søens egen overflade.

For en gangs skyld er det altså ikke udelukkende landbruget, der bærer skylden. Her har byen og vores tidligere måde at håndtere spildevand på sat et tydeligt aftryk. Det gør ikke markerne uden betydning. Det gør forklaringen større — og løsningen mere krævende end blot at udpege den sædvanlige synder.

En søbund er ikke et aflåst depot. Fosfor kan bindes i sedimentet og senere frigives til vandet igen. Når forholdene ved bunden ændrer sig, blandt andet ved iltmangel, kan en gammel næringsstofpulje blive til ny næring for alger. Det kaldes intern belastning: Søen bliver ved med at fodre et problem, hvis oprindelse kan ligge langt tilbage i tiden.

Det er en af grundene til, at det ikke altid er nok at lukke for en forureningskilde. Røret kan være væk, mens virkningen lever videre. For Skarresø er den gamle fosforpulje i bunden blevet fremhævet som en væsentlig forklaring på de tilbagevendende alger og det uklare vand.

Søen er samtidig lavvandet. Middeldybden er omkring 2,6 meter, og det dybeste sted omkring 4,1 meter. Der er ikke langt fra overfladens sollys til bunden. I klart vand kunne lyset nå ned til undervandsplanter på store arealer. Når algerne gør vandet uklart, bliver lyset i stedet opslugt på vejen.

Alger er i sig selv en naturlig del af en sø. Problemet er overfloden. Mange alger skygger for planterne, og når alger og andet organisk materiale dør og bliver nedbrudt, bruges der ilt. I næringsrige søer kan det skabe en selvforstærkende ubalance mellem uklart vand, svage plantesamfund og et fødenet, der holder søen fast i den samme tilstand.

Skarresø er ikke en isoleret skål i skoven. Ravnebæk er det største tilløb, og i den sydvestlige ende løber vandet ud gennem Regstrup Å. Herfra forbindes søen med Halleby Å-systemet og vandets videre vej gennem Tissø mod Storebælt.

Det er en sidegren i det store vandsystem, ikke begyndelsen på alt vandet i Åmosen. Vandet fra Store Åmose kommer ad sin egen vej gennem Bromølle. Skarresøs gren slutter sig til systemet nedstrøms for Store Åmose. Flere landskaber, flere historier, ét sammenhængende vandmiljø.

I 2015 blev vandet ved afløbet nær Kongens Mølle omtalt som turkisfarvet og ildelugtende. En kommunal biolog pegede på blågrønalger som den mest sandsynlige forklaring. Det er et håndgribeligt billede på, at søens tilstand også kan blive synlig uden for selve søen.

Næringsstoffer og organisk materiale kan følge med afløbet. Men åen og Tissø er ikke bare transportbånd: Stoffer bliver omsat, tilbageholdt og fortyndet undervejs. Derfor er historien ikke, at én algeopblomstring fra Skarresø nødvendigvis fortsætter hele vejen til havet. Historien er, at vandmiljøerne hænger sammen, og at genopretning opstrøms også er relevant for livet længere nede.

Her mødes to forskellige næringsstofhistorier. Fosfor er ofte afgørende for algevæksten i ferske søer, mens kvælstof spiller en central rolle i mange danske kystvande. Begge dele skal med, hvis vi vil forstå hele vandets rejse — fra skovsø og by til å, fjord og hav.

Skarresø har ikke manglet opmærksomhed. I 2002–2003 blev der udsat omkring 100.000 små gedder i et forsøg på at ændre balancen mellem rovfisk og andre fisk. Tanken bag den slags biomanipulation er, at flere rovfisk kan mindske presset fra fisk, som spiser de smådyr, der græsser på algerne. Men en udsætning er ikke i sig selv det samme som en sø i balance.

I 2023 blev Skarresø udpeget til genopretning, og i januar 2025 beskrev rådgiverne en teknisk forundersøgelse af mulighederne. Den skal undersøge både søens bund, fiskene og det vand, der kommer ind: 15 naturlige tilløb og seks regnbetingede udløb fra byen indgår i undersøgelsen.

Det er netop den rigtige rækkefølge. Før man vælger en behandling, må man vide, hvor næringen kommer fra i dag, hvor meget bunden frigiver, og hvordan fisk og planter påvirker søens balance. Fortidens spildevand er en væsentlig del af forklaringen, men forholdet mellem gammel fosfor og nutidige tilførsler skal undersøges, ikke gættes.

Der findes metoder til at binde fosfor i sedimentet og til at ændre fiskesammensætningen. Hvilken kombination der giver mening i Skarresø, afhænger af undersøgelserne og af, om nye tilførsler samtidig holdes nede. En sø kan ikke behandles som en swimmingpool, der bare skal have det rigtige middel. Den er et levende system med en hukommelse.

Måske er det mest tankevækkende ved Skarresø, hvor let vi accepterer forskellen mellem det, vi kan se, og det, vi ikke kan. En grøn skov, en flot udsigt og en fugl over vandet føles som bevis på, at naturen har det godt. Men søens egentlige tilstand afgøres også dér, hvor vi sjældent kigger: mellem bundens partikler, vandets alger og planternes blade.

Skarresø behøver ikke gøres grim i fortællingen for at fortjene hjælp. Den er smuk allerede. Det interessante er, hvor meget mere den kunne være, hvis klarere vand igen gav plads til undervandsplanter og et rigere samspil mellem søens mange former for liv.

Og den gamle spildevandshistorie minder os om noget, der let forsvinder i debatten om vandmiljøet: Ansvaret ligger ikke altid ét sted. Byen, markerne og tidligere generationers beslutninger kan alle sætte spor. Naturen fordeler ikke skyld. Den reagerer på det, vi tilfører den.

Et halvt århundrede efter at det urensede spildevand holdt op med at løbe ud, er spørgsmålet derfor stadig åbent: Hvornår giver vi også søen mulighed for at lægge fortiden bag sig?