Fra betonrende til levende å: Fem illustrerede tværsnit viser, hvad der sker, når vandet og naturen får mere plads. En visuel fortælling om livet over og under vandspejlet.
Redaktionen / ÅdalenCa. 4 min.
Nedre Halleby Å — et sted mellem betonrende og naturpark · Foto: Susanne Ladefoged, DN Kalundborg
Forestil dig to vandløb. Det ene er en betonrende: lige, glat og næsten uden vand, bygget til at få regnen væk så hurtigt som muligt. Det andet slynger sig gennem enge og gamle træer. Under vandspejlet er der sten, planter, skjulesteder og liv.
Mellem de to yderpunkter ligger en hel fortælling om, hvad vi vil med åen. De fem illustrationer herunder åbner landskabet som et tværsnit, så vi også kan se den verden, der normalt er skjult under vandet.
Trin 3 / 5Vanddybde ca. 1,5 m
åen som den er i dag
12345
Mere dybde er ikke det samme som mere liv
En dyb grøft kan føre vand væk uden at give ret meget tilbage. Stejle sider, ensartet bund og marker helt til kanten efterlader få steder at gemme sig. Når åen får mere plads, bliver der også plads til forskelle: grus, sten, lavvandede bredder og dybe høller.
Gamle træer kaster skygge og rækker rødder ud i vandet. Siv bremser strømmen langs kanten. Mellem stenene finder fiskene læ, og vandplanterne skaber en lille skov under overfladen. Det er variationen, ikke en bestemt vanddybde, der gør vandløbet til et levested.
Fem billeder, ikke fem målinger
Fortællingen er en tænkt øvelse, ikke en beregner eller en prognose. Illustrationerne er skabt til artiklen og viser kun nogle få sammenhænge mellem åens form, pladsen langs bredderne og livet i vandet. Dybderne er valgt til fortællingen; trin tre er vores forenklede billede af den regulerede å, ikke et opmålt tværsnit af Halleby Å.
I virkeligheden spiller blandt andet vandkvalitet, grundvand, jordbund, årstider og fri passage også ind. EU’s vandrammedirektiv sætter målet om god økologisk tilstand, som vurderes på blandt andet smådyr, fisk og planter — ikke på, hvor meget åen ligner en illustration.
Hvad vil vi give plads til?
En å på egne præmisser fylder mere end en drængrøft. Vandet kan brede sig, og de nærmeste arealer kan ikke altid dyrkes som før. Til gengæld får landskabet flere levesteder og mere at opleve: fisk under overfladen, fugle mellem grenene og måske en odder langs bredden.
Vådområder og slyngninger kan forsinke regnvand, men de er ikke et værn mod stormflod fra havet. Pointen er heller ikke, at ét billede løser alle problemer. Det er at åbne samtalen om, hvad åen skal være — og hvor meget plads vi vil give den.